GustavNy
gustav piekut

Hvilke 3 værker vil du anbefale til en, som aldrig har dyrket klassisk musik før?
Igor Stravinskijs ballet Le sacre du printemps (Forårsofferet). Et revolutionerende værk, der blev starten på al nyere klassisk musik og sprængte rammerne for, hvad klassisk musik overhovedet er. Musikken er så ekstrem, at der udbrød et regulært masseslagsmål i koncertsalen til premieren i Paris i 1913. Det er en overvældende oplevelse at høre live. De ekstreme orkesterteksturer, inciterende rytmer og bare den generelle urkraft i musikken gør Sacre til noget af de mest exciting, man kan opleve til en koncert. Det værk fejer alle fordomme om klassisk musik som “afslappende” og lidt tørt fuldstændig af bordet.  
Gustav Mahlers 2. symfoni, Genopstandelsen. Det er den modsatte verden af Stravinskij, men mindst lige så overvældende at høre live. Symfonien er en hel koncert i sig selv med en varighed på knapt halvanden time. Det lyder måske af meget, men der er så meget fortælling og variation i det højspændt romantiske værk, at det nærmere føles som at se en film eller et teaterstykke. Symfonien beskriver intet mindre end jordens undergang og menneskehedens genopstandelse, og dens slutning er noget af det mest euforiske, der er skrevet. Et kæmpe klimaks med orkester, kor og sangsolister. Mahler sagde endda selv, at han bagefter ikke vidste, hvordan det var lykkes ham at skrive det.
Mozarts opera Don Giovanni. Mozart var den slags komponist, der kunne skrive en melodi, man hører én gang og så husker resten af livet. Og Don Giovanni er fuld af dem. Både historien og musikken er på én gang virkelig humoristisk og tragisk. Den får én til at smile med tårer i øjnene. Mozarts kreative geni var ubegrænset, og musikken flyder ubesværet ud af ham. Hans eneste begrænsning var hastigheden, han kunne skrive noderne ned med. Et godt eksempel er overturen til Don Giovanni, en af de mest berømte overturer i al opera. Han skrev den dagen inden premieren (nogle siger endda på dagen) — mens han var fuld!

Hvad lytter du helst til, udover klassisk musik?
Jeg lytter gerne til jazz og elektronisk musik. Jazzen er friere, mere intuitiv og ofte endnu mere organisk end klassisk musik. Den dér spontane energi og kommunikation, der er i en jazztrio eller -kvartet, er noget helt specielt. Nogle af mine største pianistiske forbilleder er jazzmusikere, fx Keith Jarrett og Brad Mehldau (der også begge spiller klassisk musik fremragende). Generelt tror jeg, klassiske musikere kan lære meget af den frihed og samtidig rytmiske præcision, jazzmusikere har. Elektronisk musik, særligt techno eller mere eksperimenterende musik, er på en måde den diamentrale modsætning til klassisk solomusik. Hvor den klassiske musik ofte har fokus på struktur, narrativ, følelser og organisk variation, er for eksempel techno baseret meget mere på subtilt varieret tekstur, hypnotisk monotoni og en vandret, konstant udvikling, hvor klangbillederne langsomt ændrer sig. Samtidig kan man høre inspiration fra nogle af de amerikanske minimalister som for eksempel Steve Reich og Terry Riley, så der eksisterer alligevel en forbindelse.

Hvad er det bedste ved dit instrument?
Det bedste ved klaveret er ikke instrumentet i sig selv — det er den musik, der er skrevet for det. Af alle soloinstrumenter er klaver med afstand dét, der har mest repertoire. Næsten alle de store komponister skrev musik for soloklaver. Alle stilistiske perioder er repræsenteret med hundredevis af berømte værker. Derudover er klaveret meget alsidigt. Næsten al musik kan spilles på klaver — også symfonier og operaer. Vi har hele orkestrets register til rådighed, fra den dybeste bastone til højt i diskanten. Og vi kan spille mange stemmer på én gang. Fx har Bach skrevet fem(!)stemmige fugaer. Men der er også nogle ulemper. Vi pianister har tit et upersonligt forhold til instrumentet. Til hver koncert spiller vi på et andet flygel, og det er umuligt at vide inden, om man føler en forbindelse til det. For mig sker det ret sjældent. Derfor er instrumentet nogle gange mere et redskab, man føler, man skal kæmpe lidt imod. Og ikke — som fx for strygere og blæsere — noget, man har et monogamt kærlighedsforhold til. En anden ting, der er svær at forholde sig til, er klang. Når først man slår en tone an på et klaver, bliver den gradvist svagere og svagere. Man kan stadig manipulere klangen på forskellige måder, men det er en fysisk lov, at tonen klinger ud. Her kan også blæsere og strygere få tonen til at vokse organisk. Den kan klinge så lang tid, de vil. Derfor er noget af det sværeste ved klaveret, at få musikken til at “synge”. 

Mere om Gustav:
Han startede med at spille klaver som 6-årig, og debuterede med Sønderjyllands Symfoniorkester som 12-årig. Som 14-årig rejste han rundt i Danmark og spillede sine første solo-recitals og siden har han optrådt med bl.a. DR SymfoniOrkestret, The Kazakh National Orchestra og The Lithuanian National Orchestra i sale som Laeiszhalle i Hamborg, Koncerthuset i København, Tivolis Koncertsal og National Concert Hall i Dublin. Han studerede i Berlin på Universität der Künste hos prof. Klaus Hellwig.  Han har vundet 2. pris samt alle specialpriser (publikumspris, Carl Nielsen pris og EMCY pris) ved Aarhus International Piano Competition. I 2018 vandt han desuden Sonnings Talentpris. Gustav bor siden august 2019 i København, hvor han studerer på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium hos Jens Elvekjær.
.
Langtmonster2

+45 30 36 30 78 

Festival & Friends
Kronprinsessegade 44
1306 København K
CVR: 4139 0425

Copyright 2021
©  Festival & Friends
Design: Marcus Melo

william_demant_foundation_black-1
KHF_logo_sort_subline
wilhemHans
solistforeningen
Augustinus_Fonden_logo_RGB_black
jargar-logo
86876135_2750651798323606_6435470857639821312_n-1
Artboard-3-8
OBEL_DK
support-juhl-sorensen
DRP2
Koda-Ny