MetteNielsen
Mette nielsen

Hvad vil du gerne opnå med din musik?
Jeg har en lyd i mit hoved, som jeg har haft, siden jeg var barn. Det er lyden af stilheden, som jeg hørte den, når jeg ikke kunne sove. Den lød som alle toner spillet på alle instrumenter på én gang. Den kunne være ret skræmmende, men jeg lærte også at bruge den som akkompagnement til min stemme. Så lå jeg og sang, og så blev mørket og stilheden lidt mindre uhyggelig. Alt det omkring mig, der havde skiftet størrelse og flyttet sig langt væk eller helt tæt på, blev ligesom fokuseret og fandt sin rigtige plads igen.
Min musik er ofte enten direkte eller indirekte et forsøg på at gengive den lyd. Når jeg er i dén lydverden, er noget af det smukkeste, når tonerne samler sig kortvarigt til noget unisont. Et øjebliks ro, inden det flyder ud igen. Men lyden af to toner, der står lige ved siden af hinanden i en skærende dissonans, kan også være det smukkeste. Jeg vil gerne skabe et lydunivers, hvor publikum oplever det øjeblik af unisont eller dissonans som noget lige så smukt, som jeg gør. Det er i hvert fald én af de ting, jeg gerne vil opnå.

Starter du med en plan, eller skriver du bare, som det kommer?
Jeg starter tit med en form, hvor jeg ved, hvornår forskellige ting skal ske. Men det sker i 10 ud af 10 tilfælde, at formen ændrer sig undervejs, mens jeg skriver.

Hvilket instrument er det bedste for dig at skrive for, og hvorfor?
Jeg kan godt lide at skrive for strygere, fordi jeg elsker flageoletter, især de naturlige flageoletters skrøbelige, glasagtige klang. Men ind i mellem giver jeg mig selv det dogme, at nu skal jeg skrive et stykke uden flageoletter, for det må jo også kunne lade sig gøre. Nogle gange sniger der sig så alligevel nogle stykker med.

Mere om Mette: 
Mette er uddannet solist i komposition på Det Jyske Musikkonservatorium med lærerne: Niels Rønsholdt, Joanna Baillie og Simon Steen-Andersen. Hun har tidligere taget en bachelor og kandidat i komposition på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium med lærerne: Hans Abrahamsen, Bent Sørensen, Niels Rosing-Schow og Jeppe Just Christensen. I 2021-22 har hun planer om samarbejder med Odense Symfoniorkester, Aarhus Sinfonietta, sanger Ly Tran, bratschist Rafaell Altino, Figura Ensemble, Nyborg Slotskoncerter, strygekvartetten Novo Quartet og børnekoncert-arrangørerne Genklange.

Langtmonster2

+45 30 36 30 78 

Festival & Friends
Kronprinsessegade 44
1306 København K
CVR: 4139 0425

Copyright 2021
©  Festival & Friends
Design: Marcus Melo

william_demant_foundation_black-1
KHF_logo_sort_subline
wilhemHans
solistforeningen
Augustinus_Fonden_logo_RGB_black
jargar-logo
86876135_2750651798323606_6435470857639821312_n-1
Artboard-3-8
OBEL_DK
support-juhl-sorensen
DRP2
Koda-Ny